Cykelruten København - Berlin

Glem alt om endeløse motorveje og dårlig cafeteriamad. Turen på cykel fra København til Berlin går gennem både land og by. Undervejs er der snoede skovveje, charmerende kyststrækninger med en perlerække af gode spisesteder, samt masser af mulighed for at nyde og opleve.

Der er 700 kilometer fra København til Berlin, når man følger den internationale cykelrute euro-velo nummer 7. Det kræver naturligvis lidt træning at cykle så langt, men hvis man opdeler ruten i etaper fordelt på 14 dages ferie, svarer det til 45-50 kilometer om dagen i gennemsnit.

På cykelruten København-Berlin kommer man først gennem Greve og Solrød. På denne strækning kører man hele vejen tæt på kysten med de hvide sandstrande og masser af muligheder for at stoppe op ved områdets cafeer, restauranter og havne.

Efter etapen fra København til Køge fortsætter cykelruten syd på over Stevns. Her ligger bl.a. Danmarks største og bedst bevarede middelalderborg, Gjorslev med den dejlige Gjorslev Bøgeskov, som byder på intet mindre end 55 jættestuer.

Længere mod syd rager Stevns Klints hvide skrænter 40 meter op over havet, og herefter fortsætter turen via Faxe Ladeplads til Møn og Nykøbing Falster med mange oplevelser og seværdigheder undervejs. Tag eksempelvis en afstikker til Faxe Kalkbrud, Møns Klint eller Vordingborg med Gåsetårnet. I Nykøbing Falster ligger Middelaldercentret, hvor børn og voksne kan udkæmpe drabelige ridderkampe, skyde med stenkugler og indtage Guldborgsund i et middelalderskib.

Ruten til Gedser følger stort set den gamle, rolige og snoede landevej til Danmarks sydspids, og efter to timers hvil på færgen, er det tid til at opleve den dejlige Hansestad Rostock ved floden Warnows udmunding i Østersøen.

Derefter går ruten videre gennem Mecklenburg-Vorpommern og Brandenburg til Nieder Neuendorf, hvor det eneste bevarede vagttårn fra Berlinmurens tid findes. I Nieder Neuendorf stiger man på S-toget med cykler og bagage og kører det sidste stykke til Berlin. Et godt sted at stå af er Bahnhof Friedrichsstrasse. Det er lige i centrum, kun få minutters cykeltur fra Rigsdagen, Brandenburger Tor og Potsdamer Platz.

Det kan du i app'en

Route